Det er svært at holde linien

– sommer 2019

… fordi:

Denne blog var egentlig og oprindeligt ment som en lidt alternativ sygejournal, der gennem at beskrive nogle “småting”, man ikke kan få en løsning til på hos lægerne kunne hjælpe en eller anden gennem et “grimt forløb”. Man skal nok have oplevet det selv, og måske kan man selv eller en medpatient lige netop komme op med løsningen, der har givet det lille problem.

Lige nu kører … det hele (mit liv) bare sådan, som jeg egentlig forventer efter det, jeg har været igennem. Nu er det kun “diagnosen” som folkepensionist, der er i sin vorden. Derfor må den der eventuelt følger denne “blog” undskylde, at jeg mindre og mindre beskæftiger mig med min fysiske sygdom, som vel i dag kan betragtes som stabil, når alle kontroller og justeringer følges.

Det psykiske har jeg også fået helt styr på – specielt efter jeg fandt en lille opera niche. Den dag jeg lærte, at man aldrig går helt forgæves, når man kaster sig over noget nyt.
Det at acceptere at være åben for alt og ikke bare stille sig tilfreds med andres meninger uden selv at prøve det. Bare det at kunne lægge sig hen, helt afslappet og lade “noget” lyd eller billede glide forbi – uden egentlig at lytte eller se, uden forudindtagelse overhovedet. Nogle gange bliver man overrasket over, hvad kroppen (hjernen) samler op.

Nok om det.
Det her var egentlig bare for at ønske alle jer derude en god sommer.
Jeg selv er ved at være ladet op til den kommende “oplevelses-sæson” med navne som Pelligrini, Sekgapane. Machaidze, Alagna, Kurzak, Stemme, Netrebko, Garança, Rebeka, Domingo, Vargas, Opolais, forhåbentlig også Scarpucci og alle de andre, som jeg har glemt i farten. De fleste billetter er på plads, så nu skla helbredet blot passes, så man kan komme afsted til Wien, Hamburg, Berlin og hvor der nu ellers sker noget.

Jo, livet er ikke så ringe endda, selvom man lever med et doneret hjerte 😀