Det har været et mærkeligt år

– julen 2016

Mit første år siden 1965 uden lønnet arbejde, selv om det måske var lidt for tidligt at blive sparket ud af arbejdsmarkedet. Jeg nyder virkelig at være indtrådt i pensionisternes rækker – fri for at skulle møde hver dag efter en arbejdsplan.
Dermed er det ikke sagt, at jeg kan gøre, som jeg vil – det er helbredet trods alt ikke helt til, så besøgene på Rigshospitalet må jo passes ind.
Efterhånden får jeg også alderen lidt imod mig, men alligevel …

2016 har været året, hvor jeg oplevede noget, jeg ikke vidste, at jeg savnede:

Marina, Anna og Elīna.

Det er egentlig en lang historie, der tog sin begyndelse helt tilbage i 2008 – altså kort efter at mit hjerte var blevet udskiftet.
Som du måske har forstået, er min musiksmag skiftet temmelig meget siden 2007. Ikke sådan at forstå, at jeg før “hadede” det, man forstår ved klassisk musik, men det var bare noget, man hørte på, hvis det lød acceptabelt, ind i mellem alt det andet på døgnradioen …

Måske er jeg lidt miljøskadet. Min fars familie har langt tilbage i tiden altid sunget og spillet på et eller andet amatør-plan. Det gjorde jeg også ganske kortvarigt for 50 år siden, men udover at kunne læse noder og placere dem rigtigt på flere musikinstrumenter, gik jeg over til at spille nyderens rolle.
Min far var symfoniker med sin violin, som også er den, jeg har forsøgt mig på.
Min bror er professionel organist, dirigent og kor-dirigent – eller var det, indtil sygdom for nylig også slog ham ud af arbejdsmarkedet.
Min søster og hendes 3 piger klarer sig (vist stadig) fint på diverse musikinstrumenter.
Begge mine farbrødre var “musiske” – ligesom mig som nydere af musikken, men udøvende med pensler på lærred.
En af kusinerne var ferm på et piano, mens fætter jævnligt fylder diverse kirkerum med trompetmusik og ofte også jazzer derudaf med flere danske bands.
Mine to andre kusiner følger mest den maleriske vej.

Jo min arv fejler altså ikke noget, men pludselig blev den gamle opera, som jeg aldrig rigtig har gidet lytte til, essentiel i min verden.

Det startede for længe siden med et tilfældigt og ultrakort TV-klip med to brasilianske sopraner, der som Hans og Grethe tillod sig at tage plads i min hukommelses gemmer. Det tog næsten et år at identificere dem, Carla Maffioletti og Carmen Monarcha. Da jeg opdagede, at Carmen en dag skulle via København/Malmö købte jeg straks billetten. Hun snød mig dog og dukkede ikke op – hvilken skuffelse. Derfor måtte jagten gå ind på andre “troværdige”, og jeg kom forbi mange sopraner – amerikanske, australske, asiatiske, et par afrikanske og en del europæiske, både for- og nutidige.
Musikbiblioteket har glæde af mig – de har fået nogle opgaver og udfordringer med at finde musikken i de rigtige udgaver. Jeg har været krævende, men det lykkedes ikke at finde nogle rigtige favoritter før i år – der var ikke mange, der rørte ved de rigtige kontakter.
Jo, Cecilia Bartoli lytter jeg meget gerne til, men hun overbeviser mig ikke helt – undskyld Cecilia.
Jeg har bevidst undgået Anna Netrebko, der i mine øjne kun var et produkt af den digitale verden, som blot førte sig/blev ført frem og kaldt verdens bedste sopran – jeg har nægtet at høre hende.
Det har jeg i år så meget fortrudt!!! – undskyld Anna.

Hos Carla (som godt nok ikke regnes blandt verdens bedste sopraner) fandt jeg den gang noget helt specielt. Hendes stemme kan simpelt hen få mine mange fysiske smerter til at forsvinde helt og aldeles, hver gang jeg “lægger hende i øerne”. Selvom det kun er for en kortere periode, er det så afslappende, og det er der ingen af de andre, der kan.
Carla fik jeg lejlighed til at høre på Luzerner Theater i 2015.

“Carla er min medicin”

Det blev så starten på mit nuværende endelige engagement. Der går ikke en dag, uden at en eller anden liste bliver checket eller “nettet” undersøgt for nyheder.
Siden mit besøg i Luzern, har jeg måttet investere i mange billetter for at undersøge denne verden. Selvfølgelig mest til de lokale operahuse, men også til flere ude i Europa – og nu har fruen også fundet på, at hun vil med 😉
Nogle opførelser er oplevelser – andre er skuffelser, men om ikke andet kan jeg i dag opstille mine absolutte sanger-top-lister.

Alt i alt må jeg indrømme, at sopraner med oprindelse i de gamle østeuropæiske områder (Serbien, Ungarn, Rumænien, Baltikum (især Letland), Rusland, Hviderusland, Ukraine m.fl.) er dem, der oftest rører et eller andet i mig, hvilket vel egentlig også fremgår nedenfor, selv der kun er nævnt et par stykker. Deres lidt mørkere, fyldige klange, lidt rundere toner og en evne til rigtig at kunne “blæse” en stor koncertsal omkuld UDEN en eneste ledning eller højtaler for i næste sekund at kunne hviske så tydeligt, at hemmeligheder ikke kan skjules for tilhørerne på sidste række.
Når de rammer helt i plet, løber følelserne over, og tårerne strømmer af glæde over at være så priviligeret at høre det , — også selvom den oftest “banale” handling en gang i mellem er  … åhh, så sørgelig.
Det er samspillet mellem de menneskelige instrumenter og tonesætningen i et stort orkester, der virkelig “trækker tænder”, som nogen siger.
Jeg har nu oplevet det 3-4 gange live, og adskillige gange her på PC-en.

  • Bedste “all-round”-sopran i øjeblikket  må simpelthen være Anne Netrebko efter at have hørt hende “un-plugged” ved en vidunderlig koncert i Hamburg august 2016. Hun kan både sine koloraturer, det lyriske og det dramatiske, men er i dag lidt “stillestående” – altså rent fysisk bevæger hun sig ikke meget rundt på en scene, noget som hun ellers er kendt for.
  • Bedste Violetta er uden tvivl Marina Rebeka – der har nok heller aldrig været nogen, der kan nå op på højde med hende i den rolle. Det er ikke bare hendes gennemarbejdede vidunderlige præcise sopran. Det er også hendes “acting” – eller hedder det “stage-performance” på dansk? -, og alle Violettas følelser står så skarpt malet i hendes ansigt og bevægelser … Jeg tror ikke, at hun nogensinde har haft to ens opførelser, Hun er så emotionel og kan omgående på dagen/scenen fornemme, hvilken Violetta hun skal tage frem – den bedste!
    Hvilken kæmpe oplevelse jeg havde i Wien i november 2016.
    HUN BLIVER RIGTIG STOR i 2017 – også syngende mange andre karakterer.
  • Super-Mezzo er blevet Elīna Garanča, men først her i 2016, hvor jeg live-streamede en forestilling fra München og fik fat i hendes nyeste CD. Den stemme blæser benene væk under en, og jeg er så enig med Lotte Heise, når hun siger, at “det er gåsehud”, for det er lige præcis, hvad flere skæringer virkelig er.
  • Men Carla Maffioletti er min “Blue Bird” med den helbredende stemme, og hun “bruges” dagligt – lidt ligesom Nattergalen i H.C. Andersens eventyr. Håber stadig på, hun snart sender en ny CD eller lignende på markedet, for jeg er ikke sikker på, at jeg når til hendes koncerter i Holland i 2017.

Desværre er Carmen blevet kørt lidt ud på et sidespor. Hun fulgte ikke sin uddannelse, men forlader langsomt den musikvej, jeg følger. Ikke at hun synger dårligt i dag, men hendes repertoire og udførelsen deraf er bare ikke rigtig mig. Hendes netop udsendte album er da udmærket, men den “trigger” ikke nogle følelser i min krop – undskyld Carmen.

Dette indlæg blev igangsat af en opløftende meddelelse, jeg fik i julen – en forsinket julegave!
Marina skrev til mig, at hun næste år har intentioner om ikke bare én ny CD/DVD-udgivelse, men derimod flere.
Ih, hvor jeg altså glæder mig til 2017 – og måske får jeg også chancen for en ny live-oplevelse med Marina eller en af de andre et eller andet sted i Europa. Lige nu har jeg foruden danske forestillinger “kun” billetter til et par forestillinger i Hamburger Staatsoper.

Med dette blot ønsket om

Alt det Bedste i det Nye år