Det her er altså mærkeligt

– maj 2014

Forleden fik jeg et svar på et spørgsmål, der har pint mig i over 35 år.

En af mine venner fra 1970-erne, som betød lidt mere end en hel del for mig, smed lige en kort PB på FB, at hun har det godt og håber det samme for mig.
Jeg har ikke set eller hørt fra hende siden 1978, men ofte tænkt på, hvor hun befandt sig, og hvordan hun havde det. Jeg har endda flere gange efter min transplantation prøvet at spore hende bl.a. ved at eftersøge hende på “nettet”, men uden resultat.

Nu får jeg så at vide, at hun mener at have set mig i 2004 et nærmere bestemt sted i den absolutte udkant af vort rige – altså over 25 år efter jeg så hende sidst. Og hun har nok ret.
Hun er fra Vestlandet, og jeg har ikke før erfaret, at de tager på ferie på netop det sted, hvor hun har set mig.
At jeg befandt mig der, skyldes at jeg i 2002-3 fik familie i nærheden, men det kan hun umuligt vide noget om.

Fakta er, at jeg netop på det tidspunkt var på det sted, hun nævner, og at jeg modsat mange andre ting, så tydeligt husker det.
At jeg forsøgte at gøre min 10-årige søn mere interesseret i nogle krybdyr, så jeg kunne at blive på stedet lidt længere, end han ville, og at jeg senere stod på de åbne områder bag stedet og ikke havde lyst til at følge med hjem til aftensmaden, står helt klart i min erindring. Måske kunne jeg mærke eller føle hende !?
Det, der nok bare gik galt, var, at hun ikke sagde “Hej”, for hun må have været temmelig sikker i sin sag, når hun kan huske det nu 10 år senere. Hun vovede ikke – måske bange for at det skulle blive pinligt for vores familier.
Det er vel egentlig også forståeligt, og det er der ikke noget at gøre ved, men jeg er lidt trist over det i dag.
Jeg ville så gerne have givet hende et kram.

Dette “møde” fandt sted kun 4 måneder før, jeg fik mine første hjertestop og hele mit dumme sygdomsforløb rigtig begyndte – det her, som jeg slet ikke burde have overlevet. At hun samtidig med mit forløb også har været ramt af en alvorlig sygdom og ligesom mig i 2007 lå på operationsbordet med afgørende behandlinger, gør det endnu mere mærkeligt.
– – – Og så begynder “den gamle her” igen at funderer lidt over livets uforklarlige hændelser.

Var det skæbnengudinden, der ville give os chancen for at mødes en sidste gang for derefter, da det ikke lykkedes, lod mig/os overleve, for så 10 år senere at prøve et eller andet igen.
Undrer om det så også er nok til at lægge de næste 10 år til vor alder, hvis det bliver ved de få beskeder, vi har udvekslet i disse dage. Det ville da ikke være så dårligt.
– – – Måske når jeg så alligevel en dag at give hende det kram 🙂

Ja jeg ved det godt, det nok er en tilfældighed, men jeg synes efterhånden, at jeg har lidt for mange “tilfældigheder” i mit liv til ikke at begynde at tro på det, man før i tiden kaldte skæbnen.
Noget som næsten alle inderst inde måske tror lidt på, men udadtil ikke vil acceptere
– – – netop fordi det er U F O R K L A R L I G T.