Det Niende Liv

Juni 2017

Det ser måske lige pludselig ikke så lyst ud mere.

Jeg har i mange år meldt ud, at jeg som en lille kat må have 9 liv, sådan som mit liv har formet sig – specielt siden 2004. Jeg har indtil videre talt mig frem til, at jeg må være i det 8. liv – altså er der kun ét tilbage.

Måske kom jeg til at tage hul på det 9. i fredags

 

Under en ellers på alle måder dejlig tur til …  Azorerne, lejede vi en af dagene sammen med et par medrejsende en bil og kørte på en helt vidunderlig tur rundt om vestkysten af øen São Miguel og ned i den store vulkan der.
Vi manglede såmænd bare at tanke bilen og de sidste 10 km tilbage til hotellet, da der ud af det blå pludselig dukkede en “stor grå klods” op lige foran mine øjne – ja det føltes faktisk også som om den rørte lidt ved min bil (hvad den i høj grad også gjorde). Samtidig lød et kraftigt smæld og alt blev hvidt i det sekund en airbag er om at eksplodere og “tabe pusten” igen, mens røg og damp stod ud til alle sider såvel indenfor som udenfor bilen. Vi var pludselig blevet part i et rimelig alvorligt færdselsuheld og kan i den grad takke sikkerhedsseler og airbags for, at vi slap med skrammer, blå mærker og er godt ømme i kroppen her flere dage senere.

Fra en lille skjult sidevej med FULD STOP og ubetinget vigepligt var kommet en hurtigkørende  bil, som jeg på ingen måde havde chancen for at se og dermed undgå, med mindre jeg havde parkeret vores bil, før vi kørte hjemmefra. Nu kyssede min front den istedet ret så insisterende på venstre side.

Resultat:
2 splinternye personbiler spredt i småstykker over et større areal – totalskadede -, fem personer lettere rystede og noget forslåede, men ingen havde behov for skadestuen. Et par meget kraftige standere med vejvisningstavler var også blevet nedlagt helt og aldeles på den enes vej ind over markerne, men et par timer senere var der ryddet op, min modpart pålagt og afkrævet en pæn bøde samt frataget retten til at køre bil i Portugal i mindst 6 måneder, mens vi andre blot blev kørt hjem til hotellet 🙂
Nu mangler bare den endelig erstatningsudredning, men den er jeg ikke så bange for … vigtigst er dog også, at vi alle slap fra det uden de store skader.

Jeg har i løbet af årene undret mig lidt over de der “lidt nymodens” airbags (specielt timingen), men efter at have prøvet det … wow(!!!) sådan en REDDER LIV (sikkert også mit !!!), og det gør ikke en gang ondt, for det føles fuldstændig som en hovedpude, man putter med, når der skal soves. Sådan en kører jeg aldrig uden i fremtiden.
Jeg er ikke i tvivl om, at havde det ikke været for airbags var både jeg og min forsædepassager kommet alvorligt til skade med hovedet/nakken med hvad det nu kunne have medført.
Heldigvis var bilen så stor, at vore bagsædepassagerer blev fanget af sikkerhedssselerne, før de kunne have slået hovedet i forsæderne.

– – – jo katte og så Holger må være født med 9 liv 🙂