Er jeg mon ved at slå mig selv ihjel

november 2017

Det lyder lidt dramatisk, men siden sidst har jeg fået føjet et par nye diagnoser til mit Sundheds-CV.
Gad vide, hvornår det stopper, og man kan sq’ dø af dem alle. På den anden side kan man jo også bare træde ud foran en bil – en tendens jeg desværre er ved at tillægge mig, men det må jeg vel hellere gøre noget ved.
Siden sidst har jeg også mistet … nogle af mine medpatienter (og venner) – ikke som det måske kunne forventes til en hjerte-/kredsløbssygdom, men derimod til en anden af de store folkesygdomme – kræften. Det gør mig lidt meget trist.
Nå, døden skal vel have en årsag, men den må da godt vente nogle år endnu.

Min nye næsten uundgåelige diagnose er en diabetes-2, formentlig “trigged” af min helbredsmæssige situation, vor danske levevis og specielt af, at jeg ikke mere får rørt mig nok, da den fysiske formåen er faldet drastisk i år. Det er bl.a. grundet de forb…… muskelsmerter, lidt luftproblemer, den voksende mavebrok, alderen og nu også en konstant træthed, der gør, at jeg sidder og falder hen flere gange i løbet af dagen. Jeg synes ellers jeg sover fint 7-8 timer hver nat uden pauser – eller gør jeg ikke?

Diabetisen er under kontrol – man tager da bare lidt mere medicin -(føl lige ironien), men det andet irriterer mig.

Efter en høreprøve sendte en læge mig pludselig videre til ny udredning, da han ikke mente, jeg sov godt nok – øh nå!
Han havde ret. Undersøgelsen viste, at jeg hele natten konstant kører rundt i min seng, snorker voldsomt 75% af tiden, glemmer at trække vejret i op til 30 sekunder (prøv selv at nøjes med at trække vejret 3 gange i minuttet) rigtig mange gange i løbet af natten, og min iltmætning falder derfor til gennemsnitligt langt under 80%. Jeg har altid fået det dårligt, når jeg kom under 94%, så … noget er der galt. Vågner også ofte om morgenen med en heldigvis ret hurtigt forbigående hovedpine.
Noget af det kaldes søvnapnø og behandles bl.a. ved at lægge et konstant lufttryk i svælget. Det gør man med en kompressor forbundet med slange til en maske for næsen hver nat, mens man sover – lidt i stil med den kendte iltnæseklemme, men forseglet tæt om næsen. Efter et par dages tilvænning har jeg måttet konstatere, at jeg stadig føler mig træt døgnet rundt, men jeg falder slet ikke hen i løbet af dagen, når jeg sætter mig, så et eller andet sker der. Fruen siger også, at jeg vist ikke snorker så meget mere.
Jeg savner dog min lille “eftermiddags-morfar” lidt, men håber så energien langsomt vender tilbage, for der er så meget, der skal nås inden de næste mange helbredskontroller.

Har du hørt om, at jeg rejser en del i disse år? 😀
OK, jeg har været afsted i hvert fald 3 gange, siden vi  kørte galt på Azorerne i sommer.
Og jo, jeg har også været i operateatret flere gange, både udendørs og indendørs, udenlands og indenlands, deriblandt til en børneopera, en verdenspremiere, en musical og forestillinger streamed til biografer og live-streamed til storskærmen herhjemme.

Og der er allerede så mange nye oplevelser på vej – på opslagstavlen i form af masser af billetter og på tegnebrædtet for fremtidige projekter.

Jeg er også lidt stolt lige nu, for jeg tror på, at jeg i dag har overbevist en af mine venner, om at hun skal forsøge operaens verden. Jeg håber, hun falder pladask for den smukke “bel canto”-verden i morgen, for så har jeg gjort en god gerning.

Bare for en ordens skyld:
Bel cantobelcantobel-canto (it. “skøn sang”, “skønsang”) er en betegnelse for den klangskønne sang, modsat den deklamatoriske. Det er et italiensk begreb, som refererer til en sangstil og teorien bag en sangteknik, som opstod i Italien mod slutningen af 1500-tallet og nåede et højdepunkt i begyndelsen af 1800-tallet.

I dag er også meget tæt på datoen, hvor jeg i 2004 fik besked på, at jeg fysisk var fuldstændig rask og nok ville blive rubriceret som “hypokonder”, hvis jeg fortsatte med at rende doktoren på dørene. Den stakkels læge burde have forudset, at jeg få uger senere måtte begynde at tælle mine leveår som “bonus-år”, da jeg havde overlevet flere hjertestop, hvoraf det første var på minimum 15 minutter.
I denne måned tæller jeg så det 13. bonusår – altså år efter den dag, der burde have været min sidste, så lidt heldig har man da været 🙂