Er lidt trist

– april 2017 – igen

🙁 🙁 🙁 … hvad jeg vel egentlig ikke har grund til at være.

Har lige været til 10-års-kontrol, og alt er vel, som det skal være, men hvor er det dog blevet kedeligt at besøge 15. sal.
Som sædvanlig bænkede jeg mig med “Helles morgenkomplet” i venten på, at sygeplejemødet var overstået, og man ville præsentere mig for dagens (efterhånden ganske kendte) program. Intet nyt i det.
Kort efter blev jeg dog belært om, at da jeg … var endagspatient (og modsat tidligere sædvane IKKE var indskrevet som indlagt) havde jeg at forføje mig til Daghospitalets venteværelse, som var larmende øde. Selv køleskabet, der efter skriften på væggen skulle indholde et par sandwiches og lidt drikke (da man nu ikke længere må få fra afdelingens madvogn), var helt tomt.
På sengeafdelingen var der trods alt et par medpatienter, jeg kunne have hygget mig med, og jeg optog ingen plads for andre.
Nå, godt jeg havde bøger med !!!

Værre var dog, at RH IGEN havde indkaldt mig til de forkerte undersøgelser, hvilket har kostet mig en (halvt planlagt) tur til Azorerne her ved påsketid. Man havde simpelt hen indkaldt mig til den FORKERTE dag, og jeg opdagede det for sent.
Det er godt gjort, at jeg i vores elektroniske tidsalder fremover selv er nødt til at følge op på indkaldelserne, for at være sikker på, at det er de rigtige undersøgelser, der planlægges og bestilles. Min tid er sq ikke mere til at løbe forgæves.

Trist var så også, at jeg Langfredag morgen opdagede, at der var usolgte koncertbilletter til Marina Rebeka i Riga i Letland.
Riga er den sidste af de baltiske hovedsæder, vi mangler at besøge, og den er på “to-do-listen”. Havde der været flybilletter at få den Langfredag, havde vi betalt prisen og taget en mini-påske-ferie i Riga.
Marina er p.t. top1-2 blandt mine absolutte favoritter, og jeg vil så gerne opleve hende “live” igen.
Godt nok var koncertbilletten til €250 pr. sæde for første række på første balkon – men hvilken oplevelse det kunne have været.
Heldigvis blev koncerten streamet live, men det er ikke helt det samme.

Nå, der kommer nok nye muligheder – problemet er bare, at fruen stadig er på arbejdsmarkedet samtidig med, at hun er blevet helt vild med at følge med til diverse operahuse rundt om i Europa.
Det kolliderer desværre lidt ofte.