Føler mig som verdensstjerne

– november 2018

Det blev tidligt jul – og jeg har nok fået den bedste gave allerede.

2018  blev et bemærkelsesværdigt år – ja egentlig ikke så meget på den helbredsmæssige front, for det er, som det er, og der er ikke dukket nye behandlingsformer op. I efteråret var det faktisk det psykiske, der trængte mest til lidt opmuntring. – Og det fik det så!

Sommeren var faktisk helt OK, men her i november dukkede de forbistrede muskelsmerter i benene op igen (det sætter sig også på humøret). Det er ikke videre belejligt, når man nu har billetter til de mange julemarkeder i Wien. Der skal man jo gå en hel del, hvis man skal smage alle de forskellige slags punsch 😉
Heldigvis har Wien …en rigtig god (og billig) offentlig trafik, som hjælper med at komme fra sted til sted – og samtidig kan man også lige få varmen, for det blev rigtig frost-koldt, da vi var der i den sidste uge i november.

Så hjælper det meget på humøret, når man nærmest bliver modtaget som en “verdensstjerne” – endda to gange. Det varmer så meget om hjertet – og de der kender mig, undres ikke, når jeg mener, at netop mit donorhjerte kan være medvirkende årsag til den interesse, der for få år siden drev mig ind i en verden af smuk musik, og dermed også er årsag til foreløbig to rejser i de sidste par år til Wien, som jeg ellers kun har besøgt en enkelt dag i 1974.

Det var de rigtige verdensstjerner, Italiens Speranza Scappucci (tv.) og Letlands Marina Rebeka (th.), som igen skulle være sammen på scenen i statsoperaen, der lokkede os i år. Jeg fik billetter på nøjagtig 2-års-dagen for sidste gang, vi så dem begge på samme sted. Denne gang havde jeg så sikret mig, at jeg kunne få lov til at hilse på Marina efter forestillingen, men hun tog sq r…. på mig alligevel.

Vil I høre hvorfor? Sikkert ikke, men jeg vil gerne fortælle det, da det gjorde vores tur til noget helt specielt.
Som nævnt havde jeg en halv aftale med Marina om at hilse på efter forestillingen. Sådan noget er normalt kortvarigt upersonligt, men jeg vidste i det mindste, hvor jeg kunne finde hende.
Dagen før sad jeg som sædvanlig ved morgenkaffen og gennemgik det sidste døgns nyheder, og pludselig sprang et nyt arrangement op. Marina & Co. havde om natten pludselig aftalt en ekstra præsentation af hendes nye CD  Spirito med dramatisk-belcanto-musik samme aften i en musikforretning, der lå mindre end 50 m fra vores hotel – bare lige rundt om hjørnet. Ikke mange kunne nå at reagere på den melding, så vi begav os selvklart afsted i håb om, at kun nogle få havde fundet samme vej. Den nyindkøbte CD lå allerede i lommen – bare for alle tilfældes skyld – selvom jeg til da kun havde hørt uddrag fra den.
Det blev et par hyggelige timer sammen med en af verdens allerbedste sopraner for tiden. Vi var vel en 30 mennesker, hvoraf over halvdelen sikkert var faste kunder i butikken, der bare mødte op for et glas gratis rødvin.
Mens vi stod og ventede på at sige hej til Marina, kiggede hun pludselig op, så mig direkte i øjnene, udbrød nærmest overrasket højt og klart “You are Holger …”, sprang op fra stolen, løb rundt om bordet og bogstavelig talt kastede sig i mine arme.  Jeg skulle bare have en rigtig krammer. Bagefter kom hun så med nogle detaljer, som hun næsten kun kan kende, hvis hun har besøgt dette web-sted, der endda stort set kun findes på dansk. Jeg var/er imponeret.
De andre tilstedeværende (og ikke mindst min kone) stod og måbede. Det samme gjorde jeg også ganske kortvarigt – eller måske gør jeg det endnu !!!
Efterfølgende at blive behandlet som den vigtigste person i rummet af en af verdens allerbedste operasopraner, må da om noget få en til at føle sig som en “verdensstjerne”.

Bedre blev det dagen efter, da vi havde lovet Marina at sige farvel ved sceneindgangen efter en vidunderlig forestilling. Her var vi sammen med alle de andre, der lige skulle have de medvirkendes autografer i programmet. Selvfølgelig var Marina der, og hun styrede direkte over til min kone, som hun sad og sludrede med, mens hun signerede andres programmer.

Samtidig stod jeg og hyggede mig lidt med de øvrige sangere og fans, indtil Speranza pludselig dukkede op. Speranza er en af verdens allerbedste dirigenter for tiden, og hun er min absolutte favorit. Hun kan noget magisk. Speranza kender mig heller ikke (troede jeg), så jeg gjorde mig klar til at fange hende. Det behøvede jeg slet ikke. Hun strøg forbi alle de andre, direkte over til mig og sagde “I know you – did you like it?”, og alle hendes andre fans  (som der er alt for få af) måtte så vente, til hun og jeg havde sludret færdig. Nu kender vi hinanden til næste gang.

Tjah, når man sådan mingler med nogle af verdens bedste, må man vel ind i mellem have lov at føle sig en lille smule som en “verdensstjerne” … og så er der ladet op til 2019 … 🙂

g l æ d e l i g   j u l

 

PS:
og så har jeg slet ikke nævnt, at jeg også mødte Anna Netrebko face-to-face i august måned 🙂