Forleden nat fik jeg så brug for en 112 – IGEN

– februar 2017

Er efterhånden lidt træt af at ringe 112 midt om natten, men når nu tarmene igen sætter sig fast i nogle ikke medfødte huller eller slynger sig sammen, så gennemstrømningen lukkes, opstår der en livstruende situation.
Det sker også med så mange smerter, at jeg egentlig ikke har ondt af en fødende kvinde – undskyld 😉
Det lykkedes dog at undgå en tur  på  operationsbordet, da 3 lægers 6 samarbejdende hænder på mirakuløs vis lykkedes med at løse det hele op, så det gled på plads.

Sådan noget foregår i det man kalder en morfinrus, og man sparer ikke på varerne. Det kan selvfølgelig lyde dejligt, men jeg kan såmænd godt undvære det.
Var hjemme igen samme dag med masser af eftervirkninger – abstinenser af morfinen og masser af ømhed i bugen efter al den flytten rundt med mine indre organer.
Undgår dog også operation i denne omgang, men ingen vil love det holder. Mit brok (hul i maven) er vokset. Vi får se, hvad der sker.

Den næste tid er optaget af årsundersøgelser, 10 års HTX-dag, rejser og skønne forestillinger med afslappende musik.
Foråret melder også ankomsten så Nej, det er ikke kedeligt at leve 😉