Genealogi

Genealogi er noget overvurderet noget… gå direkte til webtrees

– jo, jeg har siden midten af 1970-erne beskæftiget mig med genealogi, – både med min egen og med det at sætte andre på sporet og igang , så de selv kunne opspore den historie, de ikke vidste, hvor fandtes – eller om fandtes …

Min egen genealogi findes på sit eget websted “holgersweb“, og hedder

Family of Tobias & Anders

Den består p.t. af ca. 4.000 individer (personer), som Tobias & Anders på en eller anden måde er blodbeslægtede med – – – i hvert fald på papiret, dvs. registreringer i de offentlige protokoller.

Samme sted ligger også andre slægtstavler og projekter, som jeg af den ene eller anden grund har været involveret i, og der findes flere, som dog er skjulte.
Har du også en interessant indgangsvinkel til genealogien, som jeg kunne være interesseret i, kunne dine tavler måske også findes der.

Genealogi er vel i bund og grund egentlig tidsspilde.

Vi lever ikke engang et sekund på Universets ur, men er ganske opsatte på, at kunne dokumentere de få sidste generationer (som regel ikke mere end end 6-8 led), som vi nedstammer fra.
Hvorfor? Jeg har spekuleret lidt, men har ikke fundet svaret.

Omkring 1970 begyndte jeg at interessere mig en smule for historie, og det er blevet til mange bøger, jeg har pløjet igennem siden – helst skønlitterære med referencer til den virkelige historie med “emner”, der vitterlig kunne tænkes at finde sted, såfremt man har den rette fantasi.
På grund af en forespørgsel omkring 1977 var jeg i Statens Arkiver for første gang. Det ene besøg førte det næste med sig, da jeg fandt mange gode historier i de gamle protokoller, især når man begynder at binde dem sammen – måske endda med sin egen familie-, men det er nok ikke drivkraften.

Jeg selv bliver “høj” af selve jagten … at finde løsningen, selvom jeg ikke har noget andet at bruge den til, end at blive uvenner med familien, når jeg slår hul i de gængse familiekrønikker og præsenterer facts, som ikke helt passer ind i de pågældendes sociale status.

Min familie er vokset ganske drastrisk. Jeg har også flere henvendelser fra det, jeg kalder “langt-ude-fætre/kusiner” — og nogle er ganske overraskende.
F.x. da jeg en dag fandt ud af, at en af mine kolleger gennem mere end 30 år har fælles oldefar med mig – endda døbt med “mit” efternavn, men navneskiftet som barn. Vi har absolut ikke været gode venner i de mange år, og vi har til tider skændtes, så hele arbejdspladsen kom løbende, når  bølgerne gik højt.
Først efter vi begge var begyndt at arbejde som “pensionister” gik sandheden op for os.