Jeg er syg på sjælen

– maj 2020

Jo, året 2020 startede så godt.

Helbredet var fint, økonomien på plads og ikke mindst var tilmelding til HLTX-sportslege i Spanien klaret med det hele. Det samme var fødselsdagsturen til Hamburg, sommerturen til Wien og flere småudflugter/-arrangementer i det nære opland.
Alt var som ønsket – selvfølgelig også med en stak … operabilletter til en masse nye møder med verdensstjernerne – ikke mindst “min” Marina.

Så kom der et par grimme fyre forbi – de hedder Corona og Covid-19.

Jeg blev syg – ikke af Covid-19, men alligevel så syg på legeme og sjæl.

Måtte i marts to gange akut indlægges i hospital (den ene gang livstruende) med gevaldige maveproblemer (betændelser). De er nu løst, men så er min diabetes gået lidt amok og skal genjusteres. Det tager tid 🙁

Værre er, at jeg har så ondt i sjælen. Jeg er så “sulten på kultur” – du ved, det at komme ud og se noget andet fra min p.t. delvis selvvalgte karantæne. Det var dog til at leve med, indtil det en dag gik op for mig, at jeg ikke har været til en opera siden sidste år. Der fik jeg det bare så dårligt.
Det mest brugte ord i min e-mail-indbakke har de sidste uger været “canceled” – altså aflyst. 22 (skriver toogtyve) købte billetter til vidunderlige oplevelser er annulleret, og en hel formue er på vej tilbage til “geninvestering”.
HLTX-sportsmødet med alle mine internationale medpatienter er aflyst, og nu er der kun kampen tilbage med at få flere af sommerens flybilletter refunderet.
Pyt, det er penge, men jeg havde dedikeret og aftalt mit 2020 til at høre Marina Rebeka flere gange (og selvfølgelig samtidig mødes til lidt hygge med hende), men hun sidder fast i Letland, og jeg er bundet her. Desværre er jeg nu bange for, at det i november sidste år måske var sidste gang, vi mødtes . Jeg har fået sværere ved at rejse, og hun figurerer ikke lige på de nærmeste operahuses rollelister i næste sæson – jo, med lidt held kan jeg nå hende i Amsterdam om et år i maj, men alt kan jo ske inden da.

Eneste plus ved denne karantæne er, at mange store operahuse hver dag deler ud af deres gamle optagelser af store forestillinger. Det er ikke helt det samme, men da jeg har været tilstede ved flere af dem dengang de blev optaget, er det genkendelsens glæde, der varmer og hjælper gennem disse tider.

— og til slut: NEJ, udover de “ar”, jeg har fået de sidste par måneder, har jeg ingen problemer i disse karantænetider. Jeg er i flere af de såkaldte udsatte grupper, men lever faktisk fuldstændig som før.
Fra min hjertetransplantation i 2007 har jeg jo levet med bl.a. nedsat immunforsvar, og det har været nødvendigt med skærpede regler om hygiejnen, da jeg ikke kan tåle infektioner.
Jeg har heller ikke rigtig haft nogle, så det, jeg gør, må jo virke. F.x. har jeg siden dengang (næsten) altid haft håndsprit i lommen og tænker altid på, hvad eller hvem jeg rører ved … Det er en vane.

Håber, trods al den modgang, Verden i dag møder, at vi alle får en god sommer 🙂