jul 2019

– julen 2019

Jo ældre man bliver – jo hurtigere går tiden.
Jeg troede egentlig, at når man nåede pensionsalderen og tog beslutningen om at forlade arbejdsmarkedet for at nyde sit otium, ville man få tid til alle de ting, som man aldrig nåede, mens man var rigtig rask og rørig. 24 timer om dagen … er bare ikke nok mere 🙂 Samtidig har jeg lige fået udbetalt min første folkepension, selv om jeg ikke har været på arbejdsmarkedet i de sidste fire år, så nu er der for alvor mange penge på Kistebunden – føl ironien.

For nu at starte bagfra: Jo julegaven i år har jeg fået – og den synes at blive bedre for hvert år, der går. Siden sidste indlæg er tiden tilbragt i en mørk skov i Sverige med både elge og vildsvin, derefter Berlin med en skøn Cavalleria Rusticana og en knap så god Pagliacci – en tur der blev gentaget i december dog med fornøjelsen af endelig at få lov at høre Elīna Garança synge live og virkeligt i den ene af titelrollerne i Samson & Dalila. Hun er vidunderlig, og hun blev ledsaget af et par af de rigtige gode mandlige stemmer i en faktisk god forestilling, der var opsat i et tidshistorisk regi.

OK, vi har da også været rundt i Københavnsområdet for kulturel og mental føde, men der er faktisk kun en forestilling, der rigtig har sat sig. Den Jyske Opera fra Århus var på besøg med russisk opera “Eugen Onegin” og de gjorde det så godt, at jeg blev lidt skeptisk, fordi jeg efter en pludselig indskydelse havde købt billet til samme opera syv dage senere på den store scene i Wien. Jeg blev pludselig i tvivl, om Wien kunne leve op til Århus og levere en ligeså god forestilling.
Ved sammenligning vinder de begge, og det står fuldstændig lige mellem det lille lokale operahus og det store internationalt berømmede ditto med masser af sangstjerner.

Dog, jeg er måske en lillebitte smule farvet, da årsagen til den ekstra wienertur skal søges i, at “min verdensstjerne” Marina Rebeka skulle synge et af hovedpartierne, ligesom jeg var nødt til at finde et sted, hvor jeg kunne købe hendes nye CD-album. Det kan man i Wien, og der kan man også få den signeret, hvis man ved hvordan.
Nåede at mødes med Marina ikke mindre end to gange og har fået så mange krammere, at jeg nok skal klare det indtil næste gang i 2020. Nu har jeg så fem signerede albums – og ikke bare med en enkelt streg på, men nærmest overbroderede med hilsner og autografer … mon jeg er hendes største danske fan??

Jo, humøret på det åndelige plan er så sandelige helt i top – det er værre med det fysiske. En ting er de sædvanlige muskel- og mavesmerter, der har en tendens til at dukke op, når det er mindst påkrævet. Efter nogle nye medicinjusteringer/-ændringer føles det dog lidt bedre, men nu synes hovedet at “stå af”, og jeg er sendt til udredning ved neurofolket på Rigshosspitalet, hvor den bl.a. står på mange timers undersøgelser og scanninger her op til jul.

Af statistik kan til slut lige nævnes, at jeg i november fejrede 15-bonus-års-dag, da det er 15 år siden, jeg startede hele mit sygdomsforløb med adskillige hjertestop 😀