Man kan stadig overraskes – på den gode og den lidt kedelige måde

– juli 2015

Efter en rigtig god dag med en lang cykeltur for at hente medicin og nogle (mange!) rigtig hyggelige timer i samvær med en af mine medtransplanterede i fint sommervejr på en udendørs cafe i en af de pragtfulde københavnske parker, manglede kun cykelturen på 10 km hjem.

Det startede såmænd også meget godt – altså de første 100 m af hjemturen eller så.
Så syntes balancen pludselig at forsvinde, og det føltes som om en eller anden forsøgte at trække et halvtgennemsigtigt tørklæde om hovedet (og ned for øjnene) på mig. Kom derfor hurtigt af cyklen og vaklede 10-12 m længere, mens jeg kiggede rundt for at se, om der fandtes nogen, man kunne kalde hjælp fra. Der var ganske mennesketomt på fortov og cykelsti.

Det var nok også ligegyldigt, for jeg mistede lynhurtigt mere og mere balance og bevistheden om, hvor jeg var. Det sidste jeg husker var, at jeg stod med min cykel og bøjede mig over styret for støtte, samtidig med at jeg tænkte, at “nu klapper jeg sammen”.

Alt blev sort, indtil to søde piger (den ene engelsktalende) forsøgte at vække mig for at høre, hvad de kunne hjælpe mig med. De var kommet cyklende, men havde ikke set mig falde. De fandt mig bare liggende på fortovet med min cykel over mig.
Hvor længe jeg har været væk, ved jeg altså ikke. Muligvis flere minutter.
Bortset fra at jeg undrede mig lidt over, hvordan jeg var havnet liggende på fortovet, var jeg igen helt klar i hovedet og i stand til selv at få arrangeret en 112-taxi til mit hospital.

De søde piger hyggesnakkede med mig og ventede tålmodigt til jeg var afhentet.

– – – Jeg håber sådan, jeg fik sagt ordentlig tak for hjælpen,
for jeg aner ikke, hvem de er.

 

Mit humør stiger, og jeg bliver så glad, når vi alle gør vores bedste for at hjælpe hinanden, så på den måde var det en rigtig positiv oplevelse.
At dratte sådan rundt har jeg prøvet mange mange gange, men det hører altsammen fortiden til – den gang FØR jeg fik mine HeartMates og mit donorhjerte – altså senest i marts 2005 – for mere end 10 år siden.
Den gang var jeg under opsyn, og der var en årsag til det (blodtryk på 60/40), men denne gang er jeg lidt i vildrede m.h.t. grunden.
Det er alle mine behandlere også! Det hele hænger desværre nok sammen med min fordøjelsessystem, så den maveoperation, jeg tidligere har udskudt, kan nok ikke undgås længere.

ØV, ØV og ØV – jeg har været rigeligt under kniven, men nu må vi se, hvad der sker.

Det værste er nok, at denne lille episode har kostet mig en planlagt tur sydpå i næste måned.
– – – Konen og knægten må altså tage alene afsted. Det vil de garanteret nyde 😉