Føler mig som verdensstjerne

november 2018

Det blev tidligt jul – og jeg har nok fået den bedste gave allerede.

2018  blev et bemærkelsesværdigt år – ja egentlig ikke så meget på den helbredsmæssige front, for det er, som det er, og der er ikke dukket nye behandlingsformer op. Lige nu er det faktisk det psykiske, der trænger mest til lidt opmuntring. – Og det fik det så!

Sommeren var faktisk helt OK, men her i november dukkede de forbistrede muskelsmerter i benene op igen (det sætter sig også på humøret). Det er ikke videre belejligt, når man nu har billetter til de mange julemarkeder i Wien. Der skal man jo gå en hel del.
Heldigvis har Wien en rigtig god (og billig) offentlig trafik, som hjælper med at komme fra sted til sted – og samtidig kan man også lige få varmen, for det blev rigtig frost-koldt, da vi var der i den sidste uge i november.

Det hjælper dog meget på humøret, når man nærmest bliver modtaget som en “verdensstjerne” – endda to gange. Det varmer så meget om hjertet – og de der kender mig, undres ikke, når jeg mener, at netop mit donorhjerte kan være årsag til den interesse, der drev mig ind i en verden af smuk musik, og dermed også er årsag til foreløbig to rejser i de sidste par år til Wien, som jeg ellers kun har besøgt en enkelt dag i 1974.
Det var de rigtige verdensstjerner Speranza og Marina, som igen skulle sammen på scenen i statsoperaen, der lokkede os i år, og jeg fik billetter på nøjagtig 2-års-dagen for sidste gang, vi så dem sammen samme sted. Denne gang havde jeg så sikret mig, at jeg kunne få lov til at hilse på Marina efter forestillingen, men hun tog sq r…. på mig alligevel.

Vil I høre hvorfor? Sikkert ikke, men jeg vil gerne fortælle det, da det gjorde vores tur til noget helt specielt.
Som nævnt havde jeg en aftale med Marina om at hilse på. Sådan noget er normalt kortvarigt upersonligt, men jeg vidste i det mindste, hvor jeg kunne finde hende efter forestillingen.
Dagen før sad jeg som sædvanlig ved morgenkaffen og gennemgik det sidste døgns nyheder, og pludselig sprang et nyt arrangement op. Marina & Co. havde om natten pludselig aftalt en ekstra præsentation af hendes nye CD  Spirito samme dag i en musikforretning, der lå mindre end 50 m fra vores hotel – bare lige rundt om hjørnet. Ikke mange kunne nå at reagere på den melding, så vi begav os selvklart afsted i håb om, at ikke for mange havde fundet samme vej.
Det blev et par hyggelige timer sammen med Marina – vi var vel kun en 30 mennesker, hvoraf vel halvdelen sikkert var faste kunder i butikken og bare mødte op for et glas gratis rødvin.
Mens vi stod og ventede på at sige hej til Marina, kiggede hun pludselig op, sagde højt og klart “You are Holger …”, sprang op fra stolen, løb rundt om bordet og bogstavelig talt kastede sig i mine arme.  Bagefter kom hun så med nogle detaljer, som hun næsten kun kan kende, hvis hun har besøgt dette web-sted, der endda stort set kun findes på dansk. Jeg var/er imponeret.
De andre tilstedeværende (og ikke mindst min kone) stod og måbede – det samme gjorde jeg også ganske kortvarigt – eller måske gør jeg det endnu !!!
Efterfølgende at blive behandlet som den vigtigste person i rummet af en af verdens allerbedste operasopraner, må da få en til at føle sig som en “verdensstjerne”.

Bedre blev det dagen efter, da vi som lovet dukkede op ved sceneindgangen efter en vidunderlig forestilling sammen med alle de andre, der lige skulle have de medvirkendes autografer i programmet. Selvfølgelig var Marina der, og hun styrede direkte over til min kone, som hun sad og sludrede med, mens hun signerede andres programmer.

Samtidig stod jeg og hyggede mig lidt med de øvrige sangere, indtil Speranza pludselig dukkede op. Speranza er en af verdens allerbedste dirigenter for tiden, og hun er min absolutte favorit. Speranza kan noget magisk. Hun kender mig heller ikke (troede jeg), så jeg gjorde mig klar til at fange hende. Det behøvede jeg slet ikke. Hun strøg forbi alle de andre, direkte over til mig og sagde “I know you – did you like it?”, og alle de andre fans måtte så vente, til hun og jeg havde sludret færdig. Nu kender vi hinanden til næste gang.

Tjah, når man sådan mingler med nogle af verdens bedste, må man vel ind i mellem have lov at føle sig en lille smule som en “verdensstjerne” … og så er der ladet op til 2019 … 🙂

g l æ d e l i g   j u l

 

PS:
og så har jeg slet ikke nævnt, at jeg også mødte Anna Netrebko i august måned 🙂 

Om lidt bli’r her stille

oktoBER 2018

Forleden døde så Kim … ja, Larsen selvfølgelig, og dagen efter var der dødsfald (alderdom) i vores familie. Det burde jo i sig selv ikke give anledning til et “skript”, og dog …

I 1970-erne boede og arbejdede jeg på Christianshavn og mødte dagligt (også arbejdsmæssigt) de 4 gassere. Var også til mange mere eller mindre spontane fester, når de stillede op i en af de gamle baggårde og syntes, vi manglede lidt musik. Jo, det var fester, der ville noget. At der så i de gamle gårde  oftest lugtede fælt af gammel urin, bajere, tobak og ikke mindst “duftede” af forskellige søde ting, var vi fuldstændig ligeglade med, bare vi kunne synge med på alle sangene.

Alt det findes ikke mere, da hele bydelen i den tid gennemgik den helt store ombygning – eller måske kaldte man det modernisering. Gasolin og jeg forsvandt, og det sidste “fysiske” møde, jeg havde med Kim, var ved optagelserne til Midt om natten – var det 1983-84 i Sverrigsgade?

Grunden til dette indlæg, er et “flash” i min egen hukommelse. Dagen(e) efter  at jeg i november 2004 vågnede op efter mine første 3-4 alvorlige hjertestop og lå fastspændt i en seng på Rigshospitalet med udsigt over Københavns Havn, var jeg overbevist om, at dette sygdomsforløb ville jeg ikke overleve. Af en eller anden grund kværnede en kort umiddelbart ukendt sentens rundt i hovedet på mig. De fleste personaler og iøvrigt også min kone, mente det helt sikkert var noget jeg lå og digtede, og som jeg bare skulle glemme – – – Jo, jeg havde fået en mindre hjerneskade.

Ordene lød:

Om lidt bli’r her stille, om lidt er det forbi
fik du set det du ville, fik du hørt din melodi

I dag har alle hørt dem, og jeg har heldigvis endnu ikke haft brug for at svare på spørgsmålene, der stilles. Tværtimod var det måske lige netop det, der satte min stædighed på prøve og er årsag til, at jeg stadig er her i 2018.

Jeg tror også, jeg ved, hvad Kim Larsen laver i dag – hør Benny Holst med sin Engle har bare tæer

Jeg er god

septEMBER 2018

Det må vel være temaet denne gang.

Vi har lige haft årsmøde i klubben for mig og mine medpatienter. En som sædvanlig hyggelig week-end, hvor man har lov at være lidt sig selv i et lidt anderledes liv, som det nu er som organtransplanteret.

Jo, alle kender mig, men en af de ting, jeg ikke er god til, er … Læs videre “Jeg er god”

Så er sommeren vel ved at være slut

august 2018

– – – uuuhh, den var vist lidt varm. Først i Venedig og senere endnu varmere her, så aktivitetsniveauet har været derefter. Nu er det bare næsten modsat. Man sidder pludselig og fryser i 20 gr. varme. Det har bl.a. også kostet et par småinfektioner.

En masse kontroller i den her måned har bekræftet, at det fysiske helbred vel er, som det skal … Læs videre “Så er sommeren vel ved at være slut”