Og hvordan skal det så forstås ???

– november 2004-maj 2007

Jo, jeg har siden november 2004 såmænd kun været udsat for to-tre (sandsynligvis fire) akutte hjertestop og herudover tre-fire “planlagte hjertestop” i forbindelse med operationer.
Efter de første akutte situationer, fandt man på Rigshospitalet hurtigt ud af, at jeg ikke ville være i stand til at overleve mere end nogle få uger eller måske et par måneder, hvis jeg ikke fik udskiftet kroppens primære pumpe med en anden – altså kom jeg på venteliste til omgående hjertetransplantation.

Da der i løbet af denne korte tid ikke var et “godt brugt hjerte” til rådighed, måtte jeg have indopereret et såkaldt kunstigt hjerte – de findes, og de virker !!!
Det første, jeg fik, holdt ca. 15 mdr., og så gik det simpelthen i stå. I sådan en situation var der kun ca. 4 minutter tilbage at leve i, hvilket jo er lidt for lidt i disse dage med “112”-responstider på ambulancer på 8-10-15-20 minutter eller mere.
Heldigvis fik jeg da hjertet i gang igen, og to dage senere var dette udslidte hjerte udskiftet med et nyt kunstigt hjerte, der holdt i ca. 10 mdr., indtil jeg en sen aften i april 2007 blev kaldt ind, da der var blevet anmeldt et egnet organ til mig.
En person, det af en eller anden grund ikke stod til at redde, eller hans/hendes familie havde besluttet at stille et hjerte til rådighed for en, der havde brug for det – i dette tilfælde blev det mig.

Denne person tog ikke sit velfungerende hjerte med i graven,
men “lånte” det i stedet til mig

Dette hjerte fungerer bare så godt, at jeg allerede 2 dage efter den sidste operation nærmest løb rundt og nu “bare” skulle påbegynde en langvarig proces med at komme tilbage til mit gamle jeg. Allerede få måneder efter var jeg tilbage på arbejde – dog ikke på fuld kraft – og det varer nok yderlige et par år, før jeg er helt på mærkerne. Jeg har jo trods alt ikke kunnet yde så meget i de tre år, hvor jeg har været “ude af drift”.