Uventet Passion

Opera er noget mærkeligt noget.

december 2016

Prøv bare at trykke på “play” herunder – og læn dig så tilbage og lyt,
måske læser du lidt videre imens …

Du lytter til et lille lydklip, hvor ingen siger noget som helst, og dog måske alligevel så meget. Samspillet mellem de menneskelige instrumenter og et helt orkester virker.
Er du i tvivl om, hvad der foregår? Noget, der måske ikke kan siges med ord? Følelser i tonsvis? Løsningen findes måske på Marinas side.

Nogle mennesker falder pladask for det som jeg  – og så Vivian her:
lyst til mere ?
Marina Rebeka
Elīna Garanča
Anna Netrebko
Katerina Tretyakova
Carla Maffioletti
Lina Johnson
~ og de andre
A R K I V E T
oversigt

Den gamle Operamusik er ofte brugt i filmverdenen, når der skal skabes lidt ekstra dramatik eller romantik. Derfor kender du sikkert en masse opera – du ved det bare ikke!
Du har nok allerede gættet, at operaen i lydklippet øverst bl.a. benyttes i “Pretty Woman” fra 1990, som alle kender.  Historien er faktisk også lidt den samme – bare med happy end.
Det er måske også derfra (det bliver i hvert fald benyttet) følgende ganske rammende citat stammer:

“Peoples reactions to opera the first time they see it is very dramatic.
They either love it or they hate it.
If they love it they will always love it.
If they don’t, they may learn to appreciate it
– – – but it will never become part of their soul.”

 

Denne side er en udløber af mine “Queen(s) of Heart(s)“, da min samling af hjerterdamer pludselig blev for omfattende.

Selv om den blå menu herover er under stadig opfyldning, er du mere end velkommen til at kigge på alt det, der allerede er at finde.

– – – o o o O o o o – – –

Musik i den form er relativ ny i mit liv. Jo, jeg har lidt med fra barndommen, men desværre tog jeg mig aldrig tid til at lytte til mine forældres pladesamling dengang omkring 1960.

Opera er ikke bare et spørgsmål om sopraner, selv om nogle siger, at …

det jo bare er nogle “skrigeballoner”, som gamle mennesker synes er gode,
da de alligevel ikke kan høre noget!!!

Den holder ikke rigtig. Der er himmelvid forskel på skrigeri og veludført brug af den menneskelige stemme (det kaldes sang), og med den mest moderne hørehjælp, kan man få et symfoniorkester til at fylde alle kroge i hele hovedet med alle nuancer, og så skal det være godt.
Opera kræver måske lidt omstilling, men gør man det, så findes Verdens smukkeste og mest afslappende musik nok inden for denne genre … Derfor bliver den måske også mere samlet op af et ældre publikum, men (lidt pudsigt iøvrigt) prøv at besøge et operahus en dag og se, hvor mange yngre, der også møder op. Måske finder de her et tiltrængt “pausehul” fra stresset hverdag.

Ligesom meget andet i mit liv, er operaen kommet til efter min hjertetransplantation. Noget jeg måske har stiftet bekendtskab med før, dukker lige pludselig op i en eller anden sammenhæng som noget nyt,  og så bliver det simpelt hen hængende, indtil man tager tiden til at beskæftige sig med det.

Det begyndte, da et tilfældigt 10-15-sekunders-klip på TV blev hængende i hukommelsen i nogle dage/uger og blev ved med at dukke op. Det tog mig over et halvt år, at finde ud af hvem/hvad det var. En kort sekvens fra en kendt (børne)opera – endda med et ret så kendt orkester – med to små figurer, der viste sig at være brasilianske sopraner, Carmen og Carla.
Carmen var dengang bedst i operettesammenhæng, men er nu i den mere jazzende verden, og hendes sidste udgivelser er ikke mig. Hun er på vej ud af min verden.
Carla kan noget specielt og har derfor sin helt egen side.

Det var starten.
Carla var også den, der gav det næste spark, da hun udgav sin “BlueBird”-CD. Her findes den vidunderlige arie fra Bellinis “Norma” – jo, det er såmænd “Casta Diva”. Pludselig var jeg fanget i “Operaland” bl.a. på YouTube og på biblioteket.
Ved et mere eller mindre tilfælde var jeg i Luzern, mens Carla var tilknyttet LuzernerTheater, og jeg købte det, jeg husker som min første operabillet.

Siden er det så gået slag i slag, og jeg har så mange skønne “live”-oplevelser, at jeg dårligt kan rumme dem. Selvfølgelig er der kiksere, men jeg har det rigtig godt, hvis min skepsis til en forestilling viser sig at være totalt ubegrundet, som det er sket et par gange.
Der hænger stadig mange billetter på opslagstavlen, og der kommer hele tiden nye til, for “noget” (et donorhjerte?) har lært mig, at …

Opera er Hjertets Sang, og at Opera kun kan synges med Hjertet

Til dato er de to allerbedste oplevelser en koncert med Anna i Hamburg august 2016, som jeg var “høj” af under hele den 8 timer lange natbustur hjem igen, og en opførelse midt i operaens hjemland (mellemeuropa) i Wiener Staatsoper i november 2016 med Marina som stjernen. Den nød jeg så meget, at jeg simpelt hen ikke kan huske noget fra forestillingen bagefter – bortset fra en totalt gåsehuds-overrumplende slutning. Den glemmer jeg til gengæld aldrig.
Jeg glemmer nok heller ikke, at det formentlig – og desværre – var mangeårige verdensstjerne Dmitri Hvorostovskys allersidste optræden i en hel forestilling. Sygdom gør, at han fremover nok kun vil hellige sig såkaldte “recitals” og måske lidt koncerter.
Det var også den aften jeg fandt min favorit-dirigent Speranza Scappucci.

For mig kan en god forestilling åbenbart beskrives ved, at jeg bare har nydt det, og så har den gemt sig langt nede i mindernes baggård. Heldigvis har jeg siden fået fat i en del videoklip fra lige netop denne forestilling i Wien, og så dukker aftenen op igen 🙂
En dårlig forestilling, eller (sjove) små fejl, kan altid huskes … og de bliver i forgården.

Hvor fører så denne side hen? Jeg ved det ikke. Prøv den blå menu øverst på siden.
Som alt andet her, er den skrevet for min egen skyld – min form for dagbog?
Men du er da så velkommen til at læse med – måske kan et eller andet bruges i dit liv.

Til slut:
Hvad synes du f.x. om disse to skønne duetter?
Find selv mere i den blå menu …