Lina Johnson

efterår 2017

Lina skulle heller ikke have været her fra starten, men man har vel et standpunkt til man tager et nyt.

Lina er en totalt uimodståelig levende udtryksfuld lyrisk koleratur sopran og var ukendt for mig, da jeg en dag vovede mig til Opera Hedelands La Sonnambula i 2016, hvor hun sang titelpartiet.
Egentlig konstaterede jeg vel bare, at hun var OK, men det skyldes måske, at man på denne udendørs scene er nødt til at bruge lydforstærkning. Jeg sad ellers godt (2. række) og kunne ind i mellem høre Linas stemme uden forstærkning. Hendes “stage performance” derimod …
Et eller andet gjorde bare, at jeg var nødt til at gå hjem og checke op på hende.

 

Efter at have nydt bl.a. dette klip fra YouTube bestemte jeg mig for at opleve hende igen, hvis jeg en dag fik chancen.

Det fik jeg forleden, da hun med Jyske Opera var på besøg på Gamle Scene på Kgs. Nytorv i hovedstaden.
Wouw for en forestilling. Pragtfuld, festlig og en sjov Adina med en klar, ren  stemme, der uden besvær kunne synge hele salen op (- i modsætning til en af  det kongeliges egne gamle faste sopraner).

Den aften udnævnte jeg hende til en af  mine bedste  skandinaviske sopraner, og hun fik sin egen side her på domænet.

Så må vi se om det holder.
Et er nok at få succes i en “komedie” som Donizettis L’elisir d’Amore, noget andet er en af de “tungere” roller, men lige nu glæder jeg mig vanvittigt til at gense hende til næste sommer i titelrollen i min yndlings – nemlig Donizettis Lucia di Lammermoor.

August 2018: W A O U …. hun gjorde det sq

Lina sang virkelig op til rollen som Lucia – brava – , og jeg er kommet til at sammenligne hende med Lisette Oropesa, der i sommer sang Lucia i Madrid. Jeg ved ikke helt hvorfor, da det er to forskellige opsætninger, men de virker begge bare så vidunderligt gennemførte. Hendes mand Audum Iversen tog sig rigtig fint af rollen som hendes egoistiske bror, Enrico .  Det var en rigtig “metoo”-forestilling, som instruktør Rodula Gaitanou & Co. havde fået sat op i lergraven.  Dertil tre blodige drab (heraf to “påtvungne” selvmord) på scenen og et mere efter “tæppefald”, da Enrico ikke kan betale sin gæld, og skafottet sandsynligvis venter.

Så betagende var det, at den småsludren og slik- eller madpapirknitren, som man normalt hører fra publikum i Hedeland, denne gang var ikke-eksisterende. Der var bortset fra et gåsetræk, der lige tog en (instrueret??? 😉 ) tur ind over arenaen, fuldstændig tavshed under hele forestillingen … så opera kan altså også fascinere ikke-operakendere, når det præsenteres på den rigtige måde. Det forlyder primo september, at mange af dem allerede har sikret sig billetter til 2019s opsætning af Carmen med Andrea Pellegrini i titelrollen.

Tilbage til Lina … Jeg har ikke fundet nogen lyd-/videoklip fra Linas Lucia di Lammermoor endnu, men se billederne på Linas FB-side

eller på Opera Hedelands hjemmeside.
Samme steder kan du også læse en masse anmeldelser – og ingen af dem er dårlige  – – – – – du kan også se en hel billedserie på sn.dk

Håber Lina kommer tilbage til os her i DK og ikke “forsvinder” til de store scener i udlandet.
Lige nu er hun taget fra Skotland i Hedeland til Glasgow i Skotland for at synge Gilda igen.

Besøg Lina Johnson, hvis du en dag får chancen – du vil ikke fortryde 🙂