~ og de andre

Udover dem, jeg allerede har præsenteret dig for, har jeg været rundt om rigtig mange i den sidste tid. Jeg orker ikke at nævne alle de mange kendte, men kun nogle af dem, jeg har oplevet og har en eller anden kommentar til.

Dénise Beck
Inger Dam-Jensen
Iulia Maria Dan
Joyce DiDonato
Placido Domingo
Anna Forsebo
Dmitri Hvorostovsky
Patricia Janečková
Sofie Elkjær Jensen
Lina Johnson
Hamida Kristoffersen
Svetlana Moskalenko
Valentina Nafornita
Dovlet Nurgeldiyev
Leo Nucci
Lisette Oropesa
Myrtò Papatanasiu
Ann Petersen
Elin Pritchard
Nadine Sierra
Katerina Tretyakova
Dimitris Tiliakos
Ramón Vargas
Kristina Wahlin

Som du nok har bemærket er flere af “mine” sopraner med slavisk, baltisk, russisk eller i hvert fald østeuropæisk baggrund, og hvorfor falder jeg så lige for dem? – er det uddannelsen eller er det simpelt hen den genetiske arv … måske begge dele.

De sydeuropæiske sopraner kan gå an, de tyske og koreanske er bedre, men de amerikanske sopraner som f.x. “highly ranked” Rene Fleming og …  nu bliver jeg ganske upopulær!!! … Maria Callas, kan jeg simpelt hen ikke med.
De ødelægger MIN oplevelse af de gamle klassiske operaer, uanset hvordan de forsøger. De “taler” simpelthen ikke til mig – og så kan du fortælle mig, at jeg er en uvidende ignorant, eller hvad du kan finde på.

Jeg vil nyde mine østlige favoritter. Og jeg er ikke i tvivl om, at der kommer flere til.
Noterne herunder er anført i omvendt kronologisk orden, så måske skulle du begynde nedefra …

2018

Året startede med at møde danske (delvis uddannet i Wien) sopran Dénise Beck i Kuhlaus Lulu. Selvom hun blev meldt indisponeret den eftermiddag, gjorde hun det mere end helt OK, så hende VIL jeg høre igen en dag.

Overraskelsen kom i marts med Elin Pritchard som Violetta. Jeg havde intet forventet, men blev mødt af en kvalificeret og særdeles godt syngende britisk sopran – ja altså vistnok født i Wales og uddannet i Skotland og England.
Faktisk havde jeg frygtet en “skingrende amerikansk” sopran, men fik i stedet en smuk afrundet moden stærk stemme i stil med de østeuropæiske, som jo er mine absolutte favoritter.
Elin blev stornydt fra første række, så jeg fik alle nuancerne med 🙂

Endnu en gang har jeg vist været lidt uretfærdig overfor amerikansk uddannede sopraner. Ligesom Nadine nedenfor er denne dog også af fremmed herkomst, da begge forældre kommer fra Cuba. Lisette Oropesa har været med gennem nogle år, men jeg er aldrig stødt på hende før i en vidunderlig stream af Lucia di Lammermoor fra Teatro Real Madrid her i juli måned. Hende skal du prøve og forestillingen fra Madrid findes p.t. på “nettet” … se den inden det er for sent !!!

Efterår 2017

Forleden så jeg den årlige ZDF Echo-prisudeling fra Hamburg på TV. Som årets kvindelige sangerinde valgtes en umiddelbart lidt speciel og for mig næsten ukendt mezzosopran Joyce DoDonato. Dagen efter havde jeg fornøjelsen af at kunne nyde hende i en MET-biograf-HD  som Adalgisa. Hun kræver nærmere bekendtskab.
Tænk om jeg havde kunnet opleve hende i en af de to forestillinger hun sang med “min Marina” som Norma i sidste måned. Det havde været stort.

Fik også min “debut” som tilskuer i Malmö Operaen til den sidste forestilling med en Svetlana Moskalenko i titelrollen som Lakmé. Hun er skolet i Skt. Petersborg bl.a. af Anne Netrebkos gamle lærere, så hun måtte være god.
Det var hun også – i en fin forestilling !!! så måske skulle man lige checke hende ordentligt op en af dagene. Hun kan jo gå hen og blive stor.

Sommer 2017

Måske var jeg lidt uretfærdig overfor de amerikanske sopraner – og alligevel.
Selvom Nadine Sierra er født og opvokset i Florida, og bor i US, er hendes biologiske ophav mellemamerikansk og portugisisk. Godt nok rigtig portugiser og ikke brasiliansk portugiser, som hele denne “rejse” er startet med.
Nadine giver en skøn Gilda, hvor ikke en gang nedenstående Line kan være med. Jeg har lige haft lejligheden til at live-streame 2 x Gilda med hende. Hun kan bare det der, og kunne blive min favorit Gilda.
Siger man Gilda, siger man også Rigoletto, og her findes kun een, Leo Nucci. Også 75+ af alder, men i meget bedre stand end Domingo.

Og så fik jeg fornøjelsen af en Hamida Kristoffersen, som jeg ikke har hørt før.
Fra Nordnorge, men p.t. solist i Zürich, som Mimi på Opera Hedeland. Hende skal jeg nok holde lidt mere øjne med i fremtiden, for det var absolut ikke det værste, man kan blive udsat for.
En smuk afrundet stemme.

forår 2017

Så vidt jeg ved, havde Iulia Maria Dan rolledebut som Mathilde i Vilhelm Tell, da vi hørte hende i Staatsoper Hamburg. Mathilde er blevet et af mine yndlingspartier efter at have hørt Marina Rebeka i rollen.
Iulia gjorde det faktisk ganske godt, men da hun sang 2. vers af Sombre Forêt liggende fladt på ryggen, overgav vi os fuldstændigt – det var VIDUNDERLIGT SMUKT.

Var det bare fruen og jeg (- eller var det, fordi Valentina Nafornita havde scene-debut den aften, vi oplevede hende i Staatsoper Hamburg), der syntes, at hendes Adina af og til i første del enten var for stærk eller svag i forhold til kapellet? Lidt synd, for det blev virkelig så meget bedre efter pausen.
Nej, jeg har senere erfaret, at Hamburg har en del akustiske problemer.
Var Valentina en god Adina, så overraskede Dovlet Nurgeldiyev positivt som Nemorino … Den forestilling var en oplevelse – hele produktionen med hvad der til hører – selv tøjhunden.

Jeg er egentlig ikke så stor fan af Placido Domingo, men han imponerer mig alligevel lidt. Udover at han mestrer taktstokken, kan han i en alder af 75+ ganske fint ramme alle toner og udfylde en af de kendte operaroller.
Han har ikke så meget “luft” mere, men det kompenserer han med en perfekt timing. Jeg har dog lige overværet hans WSO-50-jubilæums-koncert og tror, han måske burde indrømme, at udløbsdatoen nok nærmer sig ret hurtigt.
En af hans “wiener-kolleger” Ramón Vargas, der også medvirkede ved koncerten, hørte jeg et par dage efter i Hamburg – en toptunet tenor, som nok i mange år har måttet lide under at stå lidt i skyggen af de såkaldte “3 store tenorer” Domingo/Pavarotti/Carreras.

Sammen med Ramón i Hamburg var den russiskfødte Katerina Tretyakova, et mangeårigt medlem af Hamburgensemblet, som jeg bare ikke har hørt om før. En meget-mere-end-OK-sopran, der i sommeren 2016 fødte en lille pige. Oftest medfører sådan noget en ændring fra den gode stemme til den himmelske – måske også i hendes tilfælde??? Jeg ved det faktisk ikke endnu, MEN hun gav en bedre Lucia di Lammermoor end  Anna Netrebko på MET-DVD-en (ca. 2009).
Måske fordi det var “live”?
Måske fordi jeg sad forrest på balkonen 😉
BRAVA!!! – og nu er hun endt med sin egen side i “den blå menu” mellem mine topfavoritter.

2016-17

Wagner-sopran Ann Petersen og Jyske Operas Inger Dam-Jensen, som jeg har hørt i vinter, er faktisk også skønne, men jeg er desværre bange for, de nærmer sig “udløbsdatoren”.

efterår/vinter 2016

Sofie Elkjær Jensen er en af de yngre kræfter. Hun kalder sig selv for “let lyrisk sopran”, og hun gør det faktisk godt. En masse forskellige ting er på hendes repertoire, men senest er hun blevet optaget i det kongeliges solistensemble. Så vidt jeg har hørt, elsker hun at optræde med opera for børn – – – og bliv endelig ved med det, for vi andre bliver trods alt børn igen, hver gang vi lytter til “voksen opera”. 😉
Tror hun bliver spændende de næste år, og da vi er faste kunder på Operaen, får vi nok lejligheden igen.

efterår/vinter 2016

Vi så Dmitri Hvorostovsky i hans formentlig allersidste rigtige forestilling i Wien nov. 2016, og jeg tror hele salen var klar over, hvor det bar hen, selvom han bar sin rolle, så min kone (som ikke har hørt ham før) var forbløffet.
Kort efter meldte han da også pga. sygdom afbud til fremdige forestillinger – bortset fra et par koncerter/recitals.
TRIST – jeg havde glædet mig til en næsten-live-stream fra the MET med ham og Anna Netrebko i Tjajkovskijs Eugene Onegin. Russere må være det rigtige, når der skal synges på russisk.

efterår 2016

Jeg ved ikke rigtig, hvad Patricia Janečková vil udvikle sig til, men jeg faldt over hende i 2016 og tror, at hvis man plejer hendes stemme med kærlige omhu, så vil hun en dag være at finde på scenen i flere af store operahuse.
Om jeg så får ret bliver spændende. Jeg følger i hvert fald med i, hvad hun laver de næste par år.

sommer 2016

Opera Hedeland optræder hvert år i august på en stor udendørs arena ved Roskilde. Jeg har kun været der én gang, men gik direkte hjem og købte billetter til næste forestilling. Ikke bare på grund af de muligheder en sådan produktion har ved at optræde midt i en gammel grusgrav, men så sandelig også for de medvirkende kvindelige aktører – Anna ForseboKristina Wahlin og ikke mindst Lina Johnson, som jeg håber snart at skulle gense på Jyske Opera og i Opera Hedeland. En sjov størrelse – som nu har sin egen side.

efterår 2015

Skal vi ikke starte med en baryton – en mandlig stemme.
Navnet er Dimitris Tiliakos, og jeg havde fornøjelsen at opleve ham på Operaen som Giorgio Germant … brilliant … han overraskede.
Hans kone, Myrtò Papatanasiu, havde fornøjelsen af Violetta, tjah !

 

 


sonya

norsk tenor tøgersen? var vist med i Wien han er god

70 år fra JOB vigelius?

kristine op

korea fra jyske sommerfugl